Menu

Vedtægter

VEDTÆGTER

FOR

NB-VENNERNE

 

STØTTEFORENING

FOR

 NEXØ BOLDKLUB


 

VEDTÆGTER

§ 1

Foreningens navn er NB-Vennerne, støtteafdeling til Nexø Boldklub.

§ 2

Foreningen er en sammenslutning af sportsinteresserede, som ved medlemsskab søger at støtte Nexø Boldklub - fortrinsvis ungdomsafdelingen, såvel i sportslig som økonomisk henseende.

§ 3

For at blive optaget som medlem fordres bestyrelsens godkendelse.

Ethvert nyt medlem skal have udleveret et eksemplar af foreningens vedtægter og vil løbende modtage Nexø Boldklubs klubblad.

§ 4

Kontingentet er frivilligt, dog mindst kr. 100,00 årligt, som opkræves.

§ 5

Foreningens mål er ved indsamlede midler at skabe en beholdning, der skal være årligt opadgående.

De indkomne midler - kontingent, renter m.v. anbringes til bedst mulig forrentning i værdipapirer eller på konti i pengeinstitutter.

Bestyrelsen kan udlodde et samlet årsbidrag, svarende til afkastet af forrige års investeringer.

Lån/forskud kan ydes af bestyrelsen, hvis det tjener sportslige formål, dog max. 3 års afkast, der modregnes i øjeblikkelige årsbidrag.

§ 6

Foreningens bestyrelse kan uopfordret til enhver tid yde bidrag til Nexø Boldklubs udvalg. i øvrigt skal anmodninger fra klubbens udvalg om tilskud, ske skriftlig til bestyrelsen, bilagt en regnskabs oversigt over anvendelsen og dets formål.

Tilskud ydes ikke til Nexø Boldklubs uvedkommende personer eller foreninger.

 

 

§ 7

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer: en formand, en næstformand, en sekretær, en kasserer og et menigt medlem. Bestyrelsen vælges på foreningens ordinære generalforsamling, der afholdes i januar måned. Bestyrelsens funktionstid er 2 år.

Bestyrelsen afgår efter tur med henholdsvis 2 og 3 medlemmer, dog kan formand og kasserer ikke være på valg samtidig.

Hvert år vælges 2 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorer samt en revisorsuppleant. Nexø Boldklubs ledelse kan kun være repræsenteret i bestyrelsen med et medlem.

§ 8

Generalforsamlingen indkaldes med 14 dages varsel ved bekendtgørelse i dagspressen.

§ 9

Generalforsamlingen afholdes efter følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg i henhold til vedtægterne i §7
  6. Eventuelt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse.

§ 10

For at være stemmeberettiget på generalforsamlingen, må al forefaldet kontingent være betalt.

§ 11

Bestyrelsen kan indvarsle til ekstraordinær generalforsamling, og skal indvarsle, når mindst 10%, dog mindst 15 medlemmer fremsætter begæring herom.

§ 12

Der bør så vidt muligt for at udbygge kammeratskabet, afholdes mindst en årlig sammenkomst for foreningens medlemmer med ledsager.

§ 13

Udmeldelse skal ske skriftlig til foreningens kasserer. Ethvert medlem, der direkte eller indirekte på en alvorlig måde skader foreningen ved upassende optræden eller handling, kan af bestyrelsen - under ansvar for generalforsamlingen - ekskluderes af foreningen.

§ 14

Vedtagelse af forslag til opløsning af foreningen kan foretages på en ordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, samt mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget.

Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, indkaldes til ny generalforsamling, der skal afholdes senest 14 dage efter. Denne er beslutningsdygtig uanset de fremmødes antal. Her fordres 2/3 majoritet. Til vedtagelse af ændringer af foreningens love kræves, at ændringer vedtages på en ordinær generalforsamling med et stemmeantal på mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer.

Kontingent kan ændres ved almindelig stemmeflertal

§ 15

Den til enhver tid siddende bestyrelse har til opgave at søge medlemstallet forøget, samt at arbejde for at kapitalen er så stor som mulig.

§ 16

Et eventuelt underskud i Nexø Boldklub kan ikke pålignes foreningens medlemmer.

§ 17

I tilfælde af foreningens ophør overgår dens midler til Nexø Boldklub.

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 15.. januar 1989.

Ændret på generalforsamlingen d. 17. februar 2002.

Luk